11. Artikel om Det Ønskede samfund

posted in: 2020 | 0

19. oktober 2020

Kronikken om Kulturen til 7. debatmøde den 28. oktober 2020

”Kulturen som et af de bærende fundamenter for samfundet”

I denne kronik tager vi hul på KULTUREN i det ønskede Samfund. Kulturen er et af de bærende fundamenter for vore samfunds eksistens og sammenhængskraft. Men hvad er kultur? og hvordan forstår vi kultur? Giver det egentlig mening at diskutere det, og hvad kan vi bruge det til i det ønskede samfund?

Hvorfor er kulturdebatten vigtig?

KULTUREN tager vi op til debat, fordi vi finder, at kulturen er et af de helt afgørende udgangspunkter for vores samfundsdebat. Derfor er en fælles opfattelse af hvad vi forstår ved kulturen, som begreb og hvordan kulturen kommer til udtryk i hverdagens samfundsliv i Det Ønskede Samfund, både lokalt og globalt, vigtig. Så, hvad er jeres bud?

Kulturen vokser ud af de grundlæggende værdier og de rammer, der sættes for borgernes liv i det samfund vi ønsker os. I vores tidligere debatter om, hvad vi gerne vil fastholde fra det nuværende samfund, anno 2020, blev mange karakteristika for den kultur vi ønsker at tage med nævnt. Det kom til udtryk i konkret adfærd, i vaner og i tanker om det at være menneske og borger i det danske samfund, i en dansk kultur, også som en del af noget større.

Følgende karakteristika blev blandt andet nævnt: Højskolebevægelsen, Andelstanken, Arbejderbevægelsen, Idéerne fra skoleloven af 1812 om uddannelsesret, – mulighed(SU) og –pligt til alle, Den danske kulturarv, Kunsten er en styrke, Evnen og muligheden for at rejse ud og komme beriget hjem (”at rejse er at leve”), Selverkendelsen af at Danmark er et lille land, der har brug for sin omverden og dybt afhængig af den, Stoltheden over at være dansk, og vi hjælper hinanden, Vi gør noget målrettet for børnene og Kvaliteten i sundhedsvæsenet godt støttet op af den teknologiske udvikling i dansk industri og diverse fonde.

Én multikulturel verden

Kunne vi forestille os en verden med én fælles og samlende kultur? Én multikulturel globaliseret verden som indeholder tolerance overfor forskellige nationale kulturer og samfund med hvert deres afsæt. En tolerance der sikrer den menneskelige mangfoldighed, som vi også har brug for, så vi kommer tættere på en bæredygtig verden, hvor menneskehedens fulde potentiale kan udfoldes. En kultur, hvor der eksempelvis er reel plads til at være uenige, hvor eksempelvis ligestilling er en helt naturlig omgangsform og vane, der gennemsyrer hele samfundet, hvor forskellighed respekteres. Og meget mere, så længe alt sker ingen for fællesskabet rammer og regelsæt. Rammer og regelsæt der skal være fuldt gennemsigtige og forståelige for alle de nationale kulturer, ligesom håndterbare løsninger forefindes, når uenigheden løber af sporet.

Vi forestiller os et multikulturelt fællesskab, der bygger på en gensidig tillid og respekt blandt alle aktører, ud fra et fælles værdisæt og fælles målsætninger om, hvor vi ønsker at bringe menneskeheden hen, både i det nære samfund (lokalt) og det fjernere fællesskab (globalt).

Et multinationalt og multikulturelt samarbejde, hvor vi videndeler og beriger hinanden med vores mange forskellige styrker. Et samarbejde hvor vi er bevidste om og i stand til at eliminere vores svagheder, og hvor vi samtidig er i stand til at håndtere den uforudsigelige verden, som vi lever i. Vi har allerede i dag mange gode værktøjer hertil. Vi skal blot skærpe dem og ikke mindst bringe dem i anvendelse. Det kræver måske et kulturskifte. Det vender vi tilbage til på debataftenen, så kom og vær med. Vi har brug for din mening.

Afrunding

Emnerne omkring KULTUREN er mange, de er komplekse, og de griber ind i de temaer vi allerede har debatteret og de temaer, der kommer efter. Vi håber derfor, at du kommer ud af busken med dine bidrag til kulturdebatten.

Hvis du har interesse for at læse lidt mere om kulturbegrebet udvikling i den vestlige verden og Danmark frem til debataftenen, foreslår vi artiklen af Carsten Jensen i Den store Danske LEX.dk (https://denstoredanske.lex.dk/kultur)

Næste debataften om KULTUREN foregår onsdag den 28. oktober 2020, kl. 19-21. Denne gang både fysisk på Fredericia Bibliotek og virtuelt på Zoom. Debataftenen starter med et kort oplæg af kunstner og pilot Simone Aaberg Kærn, som blandt andet har lavet portrættet af tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Tilmelding er nødvendig og deadline er onsdag den 28. oktober 2020, kl. 12. Husk at meddele om du kommer på biblioteket eller deltager på Zoom. Du er velkommen til at tilmelde dig allerede nu ved Erik Schwensen (es@es-leadership.dk).

Send også gerne indspark til debatten til enten Uffe Steiner Jensen (uffesteinerjensen@gmail.com) eller Erik Schwensen (es@es-leadership.dk), så vi får det hele med.

Vi ses 🙂

Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen

Please follow and like us:
error
fb-share-icon
Follow Erik Schwensen:

Latest posts from

Skriv et svar