18. november 2020
Kronikken om MAGTEN til 8. debatmøde den 24. november 2020
”Magten i Det Ønskede Samfund”
Indledning
Debatten om magten i samfundet er højaktuel, både nationalt og globalt. Corona-krisen og det amerikanske præsidentvalg er klare eksempler herpå. Men hvordan skal vi håndtere magten i det samfund vi ønsker os? Hvad skal vi bevare fra det nuværende samfund, og hvad skal vi ændre på? Det er de to spørgsmål vi stiller skarpt på i denne kronik.
Hvad skal vi bevare fra det nuværende samfund?
I de første debatter tilbage i marts og april i år fandt vi frem til en lang række magtinstrumenter og magtstyringsmekanismer, som vi ønsker at fastholde. Det drejer sig om: den lave magtdistance, den danske Grundlov, tredelingen af magten, lighedsprincipper og ligeværdighed, et tillidsbaseret samfund for tillid gør os også effektive, den lave korruption, vores demokrati og kongehuset, den begyndende samfundsorganisering med opløste ”siloer” og øget tværgående sammenhængskraft, samt trygheden i samfundet, og flere emner endnu.
Vi debatterede, at ethvert menneske skal have mulighed for at bidrage, og at tillid, ærlighed, mod til at tænke nyt og risikovillighed er værdier, som skal styrkes i det ønskede samfund. Vi talte om magtesløshed, magtfuldkommenhed, og evnen til at tage magten tilbage til os selv, som selvstændige individer. Og vi talte også om, hvilke lederprofiler skal lede os hen til og styre det ønskede samfund?
Hvad skal vi ændre på fremadrettet?
Samfundsudviklingen og ikke mindst den teknologiske udvikling og medieudviklingen rokker i den grad ved måden vi udøver og opfatter magt på. Det tidligere tabubelagte magtemne skal helt frem i lyset og diskuteres i alle dens mangfoldige former, ansigter og nuancer. Det skal det, fordi demokratiet, som vi kendte det, er ved at bukke under for den stadig stigende kompleksitet og spidsfindighed, hvormed magt udøves. Det sker også i høj grad i det danske samfund, og for mange samfundsborgere forbliver det som en slags kontrol i det stille og uerkendt.
Derfor lægger vi op til en debataften om magten i det ønskede samfund: den økonomiske magt, den politiske magt, den organisatoriske magt, den folkelige magt, den personlige magt, magten i jobbet, lederen og magten, viden som magt, magtbalancerne i samfundet både lokalt og globalt, uddannelse som magt og meget mere.
Vi håber på, at du kommer ud af busken og udøver din magt og indflydelse på, hvordan magten skal se ud i Det Ønskede Samfund. Så kom og vær med.
For magt er ikke en konstant faktor, hverken i form, indhold eller tilstedeværelse. Den er flydende og dukker ofte op, når vi mindst venter det, både uden for os selv og inden i os selv. Vi skal derfor kunne begribe magten som fænomen. For hvis vi som samfundsborger kan forstå magten og alle dens afskygninger, så kan vi gribe den, når den viser sig for os, uanset hvilket ansigt og form den har. Om den er meget direkte, indirekte eller nærmest usynlig eller noget helt fjerde.
Vores samfund står på mange måder i en brydningstid. Vi taler om den ene krise efter den anden, og vi bliver som samfundsborgere gjort magtesløse, både af politikere, finansverdenen og medier og andre mere tilfældige Influencers, der påvirker os på lovlige og ulovlige måder i ofte uetiske og umoralske retninger, som underminere det demokratiske samfund.
Vi bliver nødt til at justere retningslinjerne for, hvordan vi skal håndtere magten i det ønskede samfund. Og vi har brug for din hjælp og dine idéer til, hvordan vi kommer videre…
Afrunding
Debataftenen om MAGTEN foregår virtuelt på Zoom tirsdag den 24. november 2020, kl. 19-21.
Efter et kort oplæg går debatten i gang. Kom og vær med J
Tilmelding er nødvendig og deadline er tirsdag den 24. november 2020, kl. 12. Du er velkommen til at tilmelde dig allerede nu ved Erik Schwensen (es@es-leadership.dk).
Send også gerne indspark til debatten til enten Uffe Steiner Jensen (uffesteinerjensen@gmail.com) eller Erik Schwensen (es@es-leadership.dk), så vi får det hele med.
Vi ses 🙂
Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.