Borgerinddragelse i Det Ønskede Samfund

Afledte debatspørgsmål fra 4. debataften om “Den medskabende og kritiske samfundsborger”

af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen

Indledning

5. debataften den 26. august startede med et forrygende og tankevækkende oplæg fra forsker Annemette Digmann om ”Den medskabende og kritiske samfundsborger”. Annemette Digmann arbejder som selvstændig aktionsforsker og er cand.mag. og Ph.d. Annemette har en lang række ansættelser som leder i det offentlige bag sig. Fra 2006 til 2016 som innovationschef i Region Midtjylland. Hun har siden 2000 arbejdet som forsker primært med fokus på ledelse. Som forsker er Annemette ”optaget af at finde ind bag de fænomener, som ledere og medarbejdere i den offentlige sektor oplever i hverdagen”.

Annemette Digmann pegede på, at det helt sikkert giver værdi at spørge borgerne. Man får bedre tilbud/ydelser ud af borgerinddragelse, og man bruger færre ressourcer og får dermed mere for pengene, hvis borgerinddragelsen er reel. Men Annemette anførte, at ”den medskabende samfundsborger” i dag er mere ord end det er virkelighed. Det har indtil nu været ret spæde forsøg, der har været gjort, og det er det offentlige, der tager initiativet til at inddrage borgerne eller samskabelsen med borgerne, og sjældnere omvendt. Men tænk hvis nu borgerne selv går i gang. Annemette gav et fantastisk eksempel ”Vaskeriet” fra ”Sager der Samler” i Aarhus. Annemette er i sin aktionsforskning stødt på mange forhold, der hæmmer en reel borgerinddragelse: Mange kommuner er optaget af egne interne organisatoriske processer og mister det borgerfokus, som egentligt er deres officielle strategi. Fagligheden og vanetænkning står også ofte i vejen, ”tænk hvis nu jeg ikke kan levere”. Kulturændringer synes vanskelige, og det er jo en hel kulturrevolution, der skal til for at få borgerne til at træde mere frem. Vi skal lytte endnu bedre til borgerne. Annemette fortsatte med flere eksempler fra sin forskning om kommunernes udfordringer med at involvere borgerne, betydningen af kommunale ledere som rollemodeller og den manglende vilje til at opgive styring og kontrol, samt behovet for at se samskabelse og inddragelse af borgerne som en investering.

Annemette Digmann pegede også på, at – når man endelig har fundet en borger, der kan og vil – kommer man let til at drive rovdrift på vedkommende, og hun citerede fra et forskningsinterview en borger, der siger: ”Jeg orker ikke længere at være statist i det kommunale samskabelsesteater”.

Annemette Digmann sluttede med et slogan fra ”Vaskeriet” og en kommentar: ” Til alle jer der siger, at det ikke kan lade sig gøre, kan I ikke lade være med at afbryde os, der bare er gået i gang”. Og jeg (Annemette) tænker, at det måske er det der skal til: At borgerne ikke skal vente på at blive inviteret, vente på at blive hørt, men bare går i gang. Så mere aktivisme fra borgerne er vejen frem, sluttede Annemette.

Debatten

Den efterfølgende debat blev intens og udfordrende. Temaet er uhyre komplekst og indeholder mange dilemmaer. Her kommer et uddrag af debatten om de emner og spørgsmål som debatten rejser:

Hvordan sikrer vi en reel borgerinddragelse og sikrer plads til også den kritiske samfundsborger, så alle borgere får mulighed for at være medskabende i samfundsudviklingen? En følelse af medejerskab finder vi afgørende for succes.
Hvad er egentligt formålet med borgerinddragelse? samskabelse?
Hvor finder vi modet til at give slip på den statslige og kommunale styring og kontrol og slippe borgerne fri? Og hvorfor ikke spørge politikere, ledere og medarbejdere i institutionerne om, hvordan de kunne tænke sig at lukke op for mere borgerinddragelse? Hvad er det de ser som blokeringer i forhold til at gøre det, de gerne vil?
Vi bør måske åbne for mere mangfoldighed ud fra idéen om at få sluset de der har specialbehov mere ind i det almindelige borgersamfund. Et samfund der er mere rummeligt, og hvor forståelsen af det at være et helt menneske bliver udvidet.
Vi skal måske lave en højskolebevægelse, som benytter lederskabs-aktivisme som organiseringsstrategi, hvor borgerne får redskaber til at skabe nye bevægelser, der sætter nye, nødvendige eksperimenter i gang for vort samfund om borgerinddragelse og samskabelse.
Ungdomsklubberne skal genoplives i en ny og eksperimenterende form, hvor de unge selv har ansvaret.
Vi skal samle på de gode fortællinger, vi skal øve os i små eksperimenterende skridt, og vi skal udfordre magthaverne og tage dem på ordet.

Tre Spørgsmål til politikerne

Det bringer os frem til følgende tre hovedspørgsmål, som vi – sammen med alle de ovenstående forslag og spørgsmål – ønsker svar på fra vore politikere og de politiske partier:

Hvordan ser de fremtidige roller ud, som den enkelte medborgerborger bliver nødt til at træde ind i, for at vi i fællesskab udvikler det samfund vi ønsker os?
Hvordan skaber vi grobund for den medskabende og kritiske samfundsborgere, som er forudsætningen for udvikling og fornyelse af det samfund vi ønsker os?
Hvad er de første tre ting, du vil gøre og hvad er det vigtigste?
- Hvorfor er det vigtigt for dig (for dit parti)?
- Hvordan vil du vide, at du/vi er nået i mål med det?
- Hvad vil du konkret gøre for at disse idéer og forslag bliver gennemført?