7. Artikel om Det Ønskede Samfund

posted in: 2020 | 0

20. august 2020

 “Evnen til at kommunikere

af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen.

Indledning

Dette er den sjette artikel om ”Det ønskede samfund”.

Under de første fire debatter har vi fået nogenlunde greb om, hvad det er vi ønsker at fastholde fra vort nuværende samfund – udtrykt i godt 25 temaer. Vi har også fået styr på de grundlæggende værdier, som vi ønsker vores samfund bygges op omkring, og – ved seneste debat – har vi også debatteret og fået idéer til, hvad der overordnet set er behov for at udvikle og ændre for at nå det ønskede samfund, som vi drømmer om.

De mangfoldige tanker og idéer har vi foreløbigt kogt ned til fire hovedtemaer for den videre debat: Evnen til at kommunikere, Friheden, Kulturen og Magten. Og rækkefølgen er vigtig.

Så i denne artikel – den første efter sommerferieperioden – tager vi hul på ”Evnen til at kommunikere”, som oplæg til næste debatmøde som foregår den 02. september 2020, kl. 19-21 både på HTX – EUC Lillebælt i Erritsø og via internettet på Zoom.

Evnen til at kommunikere

Evnen til at kommunikere er helt central og fundamental for det samfund vi ønsker os. Kommunikation – i bredeste og smalleste forstand – binder vores samfund og vores verden sammen på kryds og tværs, i alt hvad vi gør sammen og hver for sig, socialt, individuelt, ja i alle sammenhænge. Jo bedre vi er til at kommunikere med hinanden og med os selv, jo bedre er vi i stand til at skabe relationer, dyrke og udvikle dem og gøde jorden for andre og nye.  Evnen til at kommunikere er på samme tid limen, der binder vort samfund sammen, og instrumentet til at udvikle samfundet i den retning vi ønsker det.

Vores hidtidige debat herom har peget på to centrale forhold, som vi har valgt at tage fat på i denne artikel som optakt til debatten. De er:

  • Samfundsborgerens evne til at kommunikere som menneske blandt mennesker, som medarbejder og som leder og magthaver,
  • Fastholdelse af pressen som den 4. statsmagt holdt i hånden af pressenævn og selvbestaltede ”presseloger”, hvor medierne bringer os tættere sammen og giver nye indsigter og valide informationer, hvor borgerne er gode til at søge indsigt gennem flere forskellige medier og samtidig skabe nye platforme.

Vi gør det ud fra ud fra to grundlæggende og konkrete spørgsmål: 1) Hvad er det vi ønsker at gøre endnu bedre og 2) Hvordan opnår vi det, og hvad skal der til for at det sker?

Samfundsborgerens evne

Vi ønsker at samfundsborgerens evne til at kommunikere i endnu højre grad præges af sømløst integreret etik og moral ud fra de grundlæggende værdier, som vi ønsker vores samfund bygger på. Dette gælder uanset, hvilken rolle vi som borgere indtager i samfundet og uanset køn, etnicitet, religion, race, politiske overbevisning m.v.

Vi ønsker en nuanceret, konstruktiv og positiv kritisk kommunikation – Laaaaaangt væk fra den SORT-HVIDT a la ”den manio-depresive” kommunikationsform, som vi ser i dag – NO MORE Breaking News, for den er med til at nedbryde samfundet i ordenes bogstavelige forstand. For selv om ORD kun er ORD, så påvirker de os alle og leder til handling. Det gælder både verbale og non-verbale ”ord”.

Vi ønsker også, at indholdet i vores kommunikation – budskabet – i højere grad kommer i fokus frem får formen, så det er budskabet der er i centrum for den videre dialog og ikke formen/processen og måden budskabet leveres på.

Recepten på at opnå det er enkel, men ikke let. Umiddelbart ser vi tre grundlæggende tiltag. Det første tiltag kan vi iværksætte allerede efter at have læst denne artikel, de to andre skal forberedes lidt mere.

Det første vi gør– fra NU af – er at kommunikere med andre på samme måde, som vi ønsker at de kommunikerer med os på. Det gælder uanset vores roller i samfundet.

Det andet vi gør er at indføre et nyt fag i al uddannelse på alle niveauer i hele samfundet, totalt integreret i den sammenhæng, som den pågældende uddannelse foregår i. Faget kunne hedde: ”Hvordan kommunikerer jeg allerbedst med andre og med mig selv? ”

Det tredje vi gør er at formulere og synliggøre, hvad er det for en adfærd (herunder etik og moral, de grundlæggende værdier), som vores ønskede samfund fordrer af den enkelte samfundsborger og indlejrer det i alle nye love og regelsæt og justerer gamle. Alt baseret på vores samfundserfaring og vores hidtidige debatter.

Mediernes rolle

En fornyelse af den måde vi ønsker at kommunikere med hinanden på præges i høj grad af de kommunikationsværktøjer vi har til rådighed – Medierne.

En fornyelse af den rolle medierne spiller i fællesskabets fornyelse er derfor også betydningsfuld. For mediebilledet er helt anderledes i dag. Nyheder ses ikke længere første gang i fjernsynet eller læses i avisen dagen efter. De er lige ved hånden hele tiden, og det er ikke kun journalister, der fortæller historien – det er os alle.

Der er brug for en dybtgående debat om mediernes fremtidige rolle. Pressens journalistiske platforme eksemplificeret ved begrebet ”konstruktiv journalistik”, værdien af en fri presse, udfordringerne med de stadigt voksende ”nyhedsørkener”, gennemsigtigheden i nyhedsstrømmen og den politiske håndtering og manipulering af pressen, samt udnyttelsen af medieplatformene er helt centrale temaer i debatten. Vi fristes til at kalde det en af velfærdssamfundets slagsider, som vi må tage hånd om.

Afrunding

Vi håber, at du vil være med i debatten om at skabe det samfund vi ønsker os.  Denne gang om ”Evnen – at kommunikere”. Vi har brug for dine bidrag og indspark. Så kom og vær med eller send dine tanker til os.

Vi mødes i Auditoriet på HTX/EUC Lillebælt, Teknikervej, Fredericia (max. 50 deltagere)

eller virtuelt på Zoom den 02. september 2020, kl. 19-21.

Husk tilmelding (Auditoriet eller Zoom) til Erik Schwensen (es@es-leadership.dk) senest den 02. september 2020, kl. 12.

Vi ses 🙂

Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen

Please follow and like us:
error
fb-share-icon
Follow Erik Schwensen:

Latest posts from

Skriv et svar