Den meningsskabende og meningsgivende samfundsborger

af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen

Troen på at vi kan nå den fælles vision hænger uløseligt sammen med, at vi som mennesker kan udvikle os til de medborgere, som det fremtidige ønskede samfund kræver. Så hvad er det, vi som samfundsborgere skal udvikle os til, for at vi når hen til det samfund vi ønsker os, hvis vi ikke allerede har det i os. Det handler denne uges artikel om.

Forudsætningerne

Vi tager udgangspunkt i resultatet af de 28 debatter vi siden marts 2020 har holdt om Det Ønskede Samfund og de over 60 artikler, som det indtil nu har resulteret i og de mange temaer, som vi har kredset om. Både om det vi ønsker at tage med os fra det samfund, som vi kender i dag, og hvad vi forestiller os kan blive bedre.

Det er samfundets borgere, som skal udleve den fælles vision, og de er derfor alle medskabere af den fælles vision ud fra de forudsætninger de har, og de forudsætninger samfundet giver dem.

En anden forudsætning, som vi tager udgangspunkt i her, og som vi skrev i vores artikel om ”Visioner for Samfundet”, er, at ”Det meningsfulde liv” kan være en vision for et fællesskab. En anden vision for et fællesskab kunne være ”Fællesskabet, hvor det meningsfulde liv leves og trives”. Ordet ”Fællesskabet” kunne byttes ud med andre relevante begreber, som ”Fristaden”, ”Fristedet”, ”Kommunen”, ”Landet” etc.

En tredje forudsætning er måden vi i fællesskabet vælger at se og forstå verden omkring os på. Det er også en mindst lige så lang og god historie, som udviklingen af en stærk vision. Men begge er vigtige forudsætninger. For når det konkret efterspørges, hvordan fremtidens samfundsborger ser ud og agerer, så hænger det sammen med, om vi kun ser en model af verden, og benævner den som den eneste realistiske. Eller om vi erkender, at blikket på og opfattelsen af verden sker og konstrueres af og i det enkelte menneske. Er det sidste gældende, betyder det, at vi står overfor mange forskellige verdensopfattelser, som den fælles vision skal omfavne i en overordnet fælles model af verden.

Disse tre forudsætninger, blandt mange andre, får afgørende betydning for, hvad den fremtidige samfundsborger skal være i stand til.

Fremtidens borgere

Fremtidens borgere skal være i stand til eller skal sættes i stand til og have lov til at tage vare på deres eget liv, i det omfang de overhovedet magter det, eller de skal støttes heri, ud fra de normer samfundet har fastsat. Det bør ske ud fra den enkeltes behov og vilje til, både at være meningsskabende for sig selv og meningsgivende for andre.

De mennesker, der leder og styrer andre mennesker, har et helt særligt ansvar. Det gælder vores politiske ledere, erhvervslivets ledere, foreningsledere, alle ledere. Det er et specifikt meningsgivende lederansvar, der handler om at skabe gode rammer for den enkelte borger, medarbejderen og foreningsmedlemmet. Dette skaber forudsætningen for, at de hver især ud fra den sammenhæng, de er en del af, kan udleve det meningsfulde liv.  

Men begge dele skal ske i et loyalt og konstruktivt samspil mellem borgerne og alle andre aktører i samfundet. Loyaliteten handler om, at vi hver især er loyale overfor de opgaver, som vi er pålagt eller påtager os som samfundsborgere. Det konstruktive samspil handler om retten til at være uenig og give udtryk for uenighed. Men samtidig handler det konstruktive samspil også om pligten til at kunne indgå i dialoger og finde kompromisser, hvor individet – for en stund – må vige for fællesskabet og acceptere fællesskabets beslutninger.

Som borger i samfundet bliver vi nødt til selv at finde balancen og dualiteten mellem individet og fællesskabet. Vi bliver også nødt til at affinde os med, at balancen nogle gange besluttes at ligge et andet sted, end den vores egen model af verden tilsiger os. Men balancen skal ikke altid gå til samme side, for så begynder uligheden at blomstre. Det ser vi eksempler på, også i det danske samfund.

De næste skridt

Visionen er vigtig. Ingen tvivl om det. Men hvis vi ønsker, at vores vision skal lykkes, må vi begynde et andet sted. Vi må begynde med, at det enkelte menneske lærer at finde ud af, hvad meningen er med eget liv, der hvor det enkelte menneske står lige nu. For meningsdannelsen foregår hele livet, bevidst og ubevidst, og det er det bevidste, der tæller allermest.

Samtidigt kan vi begynde at lytte til andres ønsker om deres meningsfulde liv og på den baggrund begynde at være meningsgivende for dem og hjælpe dem på vej til det. Processen er gensidigt påvirkende, dynamisk og iterativ, og den fællesmængde, som opstår undervejs, danner en af forudsætningerne for, at vi lykkes med vores vision.

Kunsten bliver først og fremmest at overbevise alle samfundsborgere om, at der findes et meningsfuld liv, også for dem, der er udenforstående eller føler sig som sådan i dag. Her har vi, der mener selv at have et meningsfuldt liv, et medansvar. Et medansvar for at få alle med, så vi alle bliver en del af det meningsskabende og meningsgivende fællesskab.

Uligheden er desværre ikke den eneste ubalance vi ser i dagens verden. Den stigende mistrivsel blandt mennesker og ikke mindst den stærkt bekymrende stigning i antallet af unge, som mistrives, er en tikkende bombe under det meningsfulde liv. Den bombe skal, som det allerførste, demonteres, så alle, også de unge, bliver i stand til at være mentalt OK og agere derfra, også selv om verden omkring os ikke giver anledning her til.

Afrunding

Næste uges artikel handler om visionsdebatten fra den 16. juni. Næste debat om foregår torsdag den 25. august 2022, kl. 19-21. Tilmelding til Erik Schwensen (es@es-leadership.dk).