Borgernes forandringskraft.

Af Erik Schwensen og Uffe Steiner Jensen

I sidste uges artikel ”Tiden er til forandring” skrev vi om politikernes, pressens og mediernes roller, når forandringens vinde skal blæse i den rigtige retning for samfundets udvikling. De er naturligvis vigtige aktører i forandringsprocessen, men den allervigtigste drivkraft for et samfunds gunstige udvikling og fremtid er den enkelte borgers og fællesskabets forandringskraft. Det handler denne uges artikel om.

Forandringskraften

Det er ikke nok, at tiden er til forandring. Det er heller ikke nok, at flertallet af vores valgte politikere er for en forandring, og at de har skabt et solidt grundlag for denne forandring (Ansvar for Danmark). Det kræver også, at den enkelte borger og fællesskabet har en tilstrækkelig og vedholdende forandringskraft i sig for at kunne gennemføre og bære de nødvendige forandringer igennem, så de sker i virkeligheden.

Forandringskraften udspringer af evnen til at tage de skridt, der er nødvendige for at skabe den ønskede forandring. Men evnen til at tage de nødvendige skridt nytter kun, hvis viljen til at tage de nødvendige skridt er tilstede rettidigt. Evnen og viljen hænger uløseligt sammen. Evnen og viljen til forandring er på mange måder hinandens forudsætninger, og ingen af dem kommer af sig selv, men skal læres, opøves og trænes.

Og det er måske her, at vi i dag ser hovedårsagen til, at mange forandringer i vores samfund, selv de bedste forslag, ender ud i ingenting, sander til eller slet ikke kommer i godt gang. Modstanden og frygten for forandring ligger hos den enkelte borger og hos de enkelte samfundsinstitutioner måske allermest i deres manglende forandringskraft qua deres manglende evne og vilje.

Vi vil i det følgende give et par bud på, hvordan vi som samfund skaber/genskaber denne forandringskraft gennem læring og træning.

Den enkelte borger

Det enkelte menneskes forandringskraft er betydningsfuld og måske en af de allervigtigste egenskaber at være i besiddelse af for at kunne leve et meningsfuldt liv i en verden og i et samfund, der hele tiden er i bevægelse og forandrer sig. Paradoksalt nok gør vi ofte det modsatte, når vi rejser modstand mod de forandringer, der sker omkring os, for det ligger i vores DNA. ”Sabeltigeren” kan jo angribe os. Vi ønsker stabilitet og ingen forandring, når alt ånder fred og ro.

Men vi overser, i denne søgen efter stabilitet og ro, at verden hele tiden forandrer sig omkring os i større eller mindre grad. Så hvis vi vil bevare vores identitet, stabiliteten og roen, og vi vil fungere godt, som dem vi er, så bliver vi nødt til at gøre noget andet. Vi bliver nødt til at ændre adfærd, måske allerbedst allerede før det sker omkring os. Som metafor kan vi forestille os at forblive i orkanens øje – hvor alt er roligt, og hvor alt kaos holdes ude omkring øjet. Men orkaner og deres øjne bevæger sig. Så det vil betyde, at vi er nødt til at bevæge os og forudse, hvor orkanen bevæger sig hen, så vi er i stand til at forblive tæt på orkanens øje, hvor der er næsten vindstille og ro, og hvor vi kan bevare vores grundlæggende identitet.

For at opløse ”modstands”-paradokset og udnytte vores iboende og fulde forandringskraft, så bliver vi nødt til at gå fra at ”gøre noget for at være nogen” til at ”være nogen for at gøre noget”. Finde ind til og være os selv – finde vores livsfundament – og leve livet derfra. Ikke i isolation, men tæt knyttet til det sociale fællesskab, som vi mennesker er så dybt afhængige af.

Det er grundforudsætningen for, at det enkelte menneske/den enkelte borger kan skabe den forandringskraft, som samfundet som fællesskab har brug for. Der til kommer borgerens ansvar og forpligtelser, værdier og overbevisninger, vilje og evne til at tage de første skridt og mange andre forhold, som vi har beskæftiget os med i tidligere artikler.

Samfundet

Det er dog ikke nok, at den enkelte borger besidder sin egen individuelle forandringskraft uanset hvor stor den er. Samfundet skal som fællesskab have sin særlige forandringskraft, der forener borgernes individuelle forandringskræfter, der flyder sammen til en langt større fælles forandringskraft, der i sidste ende gør, at vi skaber det samfund, vi ønsker os.

Samfundet eller rettere de mennesker, som på samfundets vegne varetager fællesskabets interesser, skal derfor opfattes og skal derfor agere som samfundsmaskineriets facilitatorer af borgernes forenede forandringskræfter, så borgerne ser og mærker en 1-til-1 sammenhæng mellem borgernes og samfundets behov og de tilhørende forandringsløsninger.

Forandringsløsninger som giver en fælles mening for samfundets borgere, for hvis den ikke opnås mister borgerne deres vilje til forandring og dermed deres forandringskraft. Vi ender i en modsatrettet forandringsspiral, end den vi ønsker.

For, som vi skriver overfor, så er samfundets forandringskraft dybt afhængig af den enkelte borgers vilje og evne til forandring. Det betyder, at samfundsmaskineriets facilitatorer, det være sig politikere, ministerier, domstole, presse, arbejdsmarkedets parter for at nævne nogle, måske allervigtigste opgave er at formidle og skabe den 1-til-1 sammenhæng mellem borgernes og samfundets behov og de tilhørende forandringsløsninger, som vi taler om.

Hvis vi som samfund ikke rettidigt får styr på den fælles meningsskabelse om vores samfunds udvikling og fremtid, så bliver det kun til de lappeløsninger, som vi ofte har set. Det har vi ikke råd til, når vi nu ønsker det samfund vi ønsker os.