Om at nå sine mål

af Erik Schwensen.


For et par uger siden skrev jeg om at sætte sig mål. Jeg skrev om ledelsesværktøjet – SMARTER-modellen og lidt ”om at nå sine mål”. Vægten i artiklen lå på det første – den ene side af ”-mål-mønten”. Denne uges artikel skifter fokus til den anden side af ”mål-mønten”, hvor jeg søger svaret på, ”Hvordan ved vi, at vi har nået vores mål?


Indledning

Det er ikke nok at kunne sætte sig stærke SMARTER-mål. Heller ikke for lederen. Det er godt at kunne det, og det forudsætningen for at nå dem, men det er ikke nok for at nå dem helt. Vi skal dybere ned i nogle lærings- og videnslag. Lag som mange af os normalt ikke beskæftiger vores bevidste del af hjerne med. Videnskabsteoretisk taler vi om nogle dybere ontologiske niveauer, altså en dybere udforskning af det, der eksisterer, og hvordan det er? Ikke i et nutidigt perspektiv, men i et fremtidigt, forestillet perspektiv. Ikke i et teoretisk perspektiv, men i et praktisk og realistisk perspektiv. Svarende på artiklens hovedspørgsmål, om ”Hvordan ved vi, at vi har nået vores mål?”, kan lederen finde ved eksempelvis at benytte andre ledelsesværktøjer, der supplerer og komplementerer SMARTER-modellen godt. Et af dem tager jeg hul på her.


De logiske niveauer

Ledelsesværktøjet kalder jeg ”De logiske niveauer”, som jeg lærte under min ledertræning ved Acuity World tilbage i 2008-09. Jeg har anvendt modellen siden som en integreret del af mit lederskab for bedre at kunne forankre og nå mine SMARTER-mål. Modellen, der oprindeligt blev udviklet af NLP-træneren Robert Dilts, tager udgangspunkt i Gregory Batesons systemiske teori om personlig og organisatorisk udvikling.

”De logiske niveauer” opstiller ligesom SMARTER-modellen en række spørgsmål. Men hvor SMARTER-modellen tager udgangspunkt i at formulere og beskrive, hvor vi gerne vil hen, gør ”De logiske niveauer” noget andet. Her begynder vi i selve målet, som om vi allerede har nået det. Vi dykker ned i den oplevelse om at være dér – i målet. Du stiller skarpt ind på, hvordan du opfatter dig selv og din omverden, når du i et fremtidigt perspektiv udlever dit nåede mål. Du gør det ved at besvare en række logisk sammenhængende spørgsmål, der bringer dig ned på et dybere og dybere hierarkisk, ontologisk niveau.

Udgangspunktet for modellen er det mål, som du har sat dig. Personligt, som leder eller begge dele. Du kan gennemføre modellen selv eller med fordel sammen med en anden, der kan lede dig gennem spørgsmålene, så du har fokus på svarene. Fastholdelse af modellens struktur og spørgsmålenes rækkefølge er nemlig afgørende for kvaliteten af dit udbytte af ”de logiske niveauer”.

Det første, du gør, er: Forestil dig, at du allerede har nået og står i målet. Det mål som du har og måske fandt frem til ved at overveje og besvare SMARTER-modellens spørgsmål.

Det næste du gør er: Skridt for skridt, niveau for niveau, at du dykker ned i dine svar på spørgsmålene på hvert niveau, før du går videre til det næste logiske niveau. Rent fysisk kan du med fordel stå op og tage fysiske skridt i takt med dine svar og på den måde forankre dine svar endnu bedre. Rækkefølgen af niveauerne og svarene er som sagt vigtig, fordi de forudgående svar dimensionerer de efterfølgende og ikke nødvendigvis omvendt. Lag for lag, niveau for niveau kommer du tættere og tættere på dit fremtidige ontologiske ståsted. Sandsynligheden og motivationen for at nå dit mål (og allerede oplever at have nået dit mål) bliver derved større og større og størst, når du har svarene på alle seks niveauer.

Det første niveau handler om stedet – Hvor?

  • Hvor er du?
  • Hvilke omgivelser og hvilket miljø er du i?
  • Hvordan ser her ud?
  • Hvem er du sammen med? Hvordan behandler de dig?

Det andet niveau handler om adfærden – Hvad?

  • Hvad føler og tænker du?
  • Hvilken adfærd har og anvender du?
  • Hvad laver du?
  • Hvilke handlinger foregår der i øvrigt?

Det tredje niveau handler om dine kompetencer – Hvordan?

  • Hvordan gør du, hvad du gør?
  • Hvilke evner og færdigheder bruger du?
  • Hvad er du i stand til her i dit nye mål, som du ikke har gennemført endnu?

Det fjerde niveau handler om dine værdier – Hvorfor?

  • Hvorfor handler du, som du gør?
  • Hvad er vigtigt for dig, ved at gøre det?
  • Hvad tænker du mest på?

Det femte niveau handler om din identitet – Hvem?

  • Hvem er du, når du gør, det du gør, og tænker som du tænker?
  • Hvad definerer dig, som dig?

Det sjette niveau handler om dine visioner – Hvad ellers?

  • Hvad er dit formål?
  • Hvad er du en del af, som er større end dig selv?
  • Hvad kan du ellers se dig gøre/være?

Fra forestilling til virkelighed

Det handler om at skabe de forudsætninger, der skal til, for at du når dine mål. Din fremtidige ønskede tilstand bliver til virkelighed – effektivt og tættest muligt på den forestilling, som du havde om dit mål, da du satte det. Enten for dig selv eller sammen med andre. Jo dybere vi kommer i vores svar på de logiske niveauers spørgsmål, jo mere og mere vil vi føle os forankret og integreret med vores mål. Vi identificerer os selv med at være i målet. Vores forpligtelse til og vores motivation og vedholdenhed for at nå målet øges. Sandsynligheden for at nå målet stiger.

Modellen kan med fordel gentages flere gange. For hver gang dukker der nemlig flere og flere detaljer op, og du gentræner samtidig din hjerne i at anvende de ”nye” neuronbaner og adfærdsmønstre, som dit mål indeholder.


Afrunding

At vide, hvornår vi er i mål med vores mål, er uhyre vigtigt. Ved vi det ikke, så forbliver vi hængende og fastlåste. Men ved vi det, kan vi komme videre. Vi kan enten sætte os nye mål eller overlade stafetten til andre. Også her er rettidig omhu en vigtig ledetråd og værdi for lederen.

Næste uge fortsætter vi opdagelsesrejsen i lederens værktøjskasse.


Please follow and like us:
error
fb-share-icon
Follow Erik Schwensen:

Latest posts from

Skriv et svar