I 2020 startede vi debatten omkring Det Ønskede Samfund. Det er en debat med fællesskabet og samfundsborgeren i centrum. Debatten starter nedenfra, både lokalt, regionalt, nationalt og globalt.
Udgangspunktet og grundlaget er nu resultaterne af debatserien, som Projektgruppen for Det Ønskede Samfund v. Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen etablerede og gennemførte i 2020 i samarbejde med Fredericia Dagblad. De 9 debatter er nu dokumenteret i 15 kronikker og artikler, som findes på Bevægelsens hjemmeside (link).
Vi gik fra 2 til i dag 55 følgere af og deltagere i debatten. Vi gik også online og i fællesskab skabte vi de resultater, som du kan finde på hjemmesiden.
I 2021 tager vi skridtet videre og går fra Projekt til Bevægelse – Bevægelsen henimod Det Ønskede Samfund.
Vi stiller vores resultater gratis til rådighed for alle aktive og engagerede borgere, foreninger, fagfolk, fagforbund, partier, medier og politikere, der ønsker at bidrage til et endnu bedre samfund end det vi ser i dag.
Vi oplever, at så længe vi som borgere stiller de forkerte spørgsmål, så giver politikere, medier, fagfolk, partier, fagforbund, m.fl. de forkerte svar.
Så det gælder om at stille de rigtige spørgsmål for at få en demokratisk debat og proces i gang henimod Det Ønskede Samfund.
Tanken er, at du stiller spørgsmålene til dine politikere lokalt, regionalt, nationalt eller globalt. Det sker i en klar forventning om præcise og konkrete løsninger på vej mod Det Ønskede Samfund. Kravet må også være løsninger, der er velbegrundede ud fra de værdier og normer, som de samme politikere ønsker at bygge det fremtidige samfund på.