Torsdag den 11. februar 2021, kl. 19 – 21:
Visionen – Strategien – Tidsplanen for debatten
Vi starter 2021-debatten med at træde et skridt tilbage. Med udgangspunkt i konklusionerne fra opsamlingsdebatten for 2020 (den 17. december 2020) drøfter og fastlægger vi, hvad det er vi vil opnå med vores debat om Det ønskede Samfund. Visionen og strategien er vigtige ledetråde for processen.
De ubærlige problemstillinger – Dansen om dilemmaerne
Torsdag den 18. marts 2021, kl. 19 – 21:
Individet og kontrollen i Det Ønskede Samfund
Individets frihed kontra statslig indblanding – Balancen mellem uhæmmet liberalisme, total statslig styring, og befolkningens kontrol med samfundets magthavere i politik, økonomi, medier, retsvæsen, forsvar, offentlige virksomheder mv.
Torsdag den 29. april 2021, kl. 19 – 21:
Samspillet mellem aktørerne i Det Ønskede Samfund (Borgerne, institutionerne, det offentlige, det private, Erhvervslivet, Pengetanke, politiske strukturer m.fl.)
Samspillet mellem aktørerne i Det Ønskede Samfund kommer til at finde vej gennem et højkoncentreret erhvervsliv, en velfinansieret lobbyisme og sociale mediers kommercielle styring af brugernes opmærksomhed.
Der ligger et stort potentiale i udviklingen af samspillet mellem det offentlige, de private aktører/fonde, som er villige til at støtte dette og borgerinddragelsen især. Vi har brug for en debat om, hvordan vi kan udnytte alle de gode intentioner.
Torsdag den 17. juni 2021, kl. 19 – 21:
Mediernes magt – Magten tilbage til folket og måske de politiske partier!
Dialogen mellem borgere, politikere og andre foregår i et medielandskab, hvor sociale medier – hvis hovedformål er adgang til brugerdata som basis for algoritmer til varesalg og holdningspåvirkning – i realiteten har overtaget den frie presses plads.
Pressen som den fjerde statsmagt er således ikke længere tilstrækkelig til at sikre ytringsfrihed og sikre borgernes kontrol med magthavere i politik, økonomi og medier. Der er brug for langt større gennemsigtighed i de medievirksomheder, der er blevet rammen om store dele af den samfundsmæssige dialog og kontakten mellem mennesker. Åbenhed om algoritmer og skattebetaling kunne være et bidrag.
Hvilke konkrete veje er der til udvikling af de demokratiske institutioner og regler, der varetager ytringsfriheden i de sociale mediers tidsalder?
Torsdag den 26. august 2021, kl. 19 – 21:
Rollen som og dannelsen af den medskabende og kritiske samfundsborger.
Debatten om Det Ønskede Samfund har vist, at vi skal gøre noget for at få den enkelte borger til at forstå og engagere sig i rollen som den medskabende og kritiske samfundsborger.
Det er en proces, som kan skrues sammen på mange måder. Samfundsdebatten er demokratiets kerne og spændende og interessant at tale om. Men det er især samfundets udvikling, der er vigtig at sætte til debat blandt engagerede borgere.
Torsdag den 30. september 2021, kl. 19 – 21:
Det kommunikerende samfund, når det er bedst – Hvordan det?
Evnen til at kommunikere og få forståelige, velargumenterede og gennemskuelige budskaber igennem bliver en stadig vigtigere forudsætning for, hvordan vores samfundet udvikles og trives. Det gælder for alle aktører i samfundet – også de der har det sværere med ”at stille sig op på ølkassen”.
Det drejer sig også om måden vi taler med og om hinanden på. Vi skal respektere hinandens meninger og videreudvikle en respektfuld debatkultur. Det handler også om måden kommunikationen og informationsformidlingen styres på, så det styrker demokratiets udvikling.
Hvordan sikrer vi, at det sker? Hvad kendetegner god kommunikation? Hvilke spørgsmål skal vi stille vores politikere for at få svar og løsninger på det?
Onsdag den 27. oktober 2021, kl. 19 – 21:
Den ønskede lederprofil og lederudvælgelsen i Det Ønskede Samfund
Det ønskede Samfund kræver ledere, som er i stand til at lede os i retning af Det Ønskede Samfund.
Så, hvad er det for ledere, vi vil ledes af? Hvad skal de være i stand til? Hvad er det for personlige og samfundsmæssige værdier de skal stå inde for og udleve i deres ledelse?
I den sammenhæng kommer rekrutteringen og valget af vores ledere under pres. Trænger vi ikke til en fornyelse af vores måde at lave ansættelsesprocedure på til offentlige og private ledere. Er der ikke et eller andet kiks her, når man ser så mange ledere, der mislykkes med deres gerning? Er der ikke noget i udvælgelsesprocesserne, hvor vi har overset, at det bør gøres på en anden måde, end det vi har været vant til gennem de sidste 30 år? Får vi fat i de rigtige?
Tilmeld dig debatten via mail til Erik Schwensen (es@es-leadership.dk).
Torsdag den 25. november 2021, kl. 19 – 21:
Diversitet, som kolossal styrke i samfundet – Hvordan inkluderer og udnytter vi alle forskelligheder i Det Ønskede Samfund?
Knud Aarup skrev en bog for et par år siden, som hed: ”Fra Udenforskab til Fællesskab”, hvor han beskæftiger sig med de mellem 200.000 og 300.000 mennesker i vores samfund – måske det bedste samfund i verden – der står uden for vores fællesskab. Det gælder den tidligere såkaldte ”restgruppe”: altså den femtedel af befolkningen, der – igennem hele livet – ikke opnår højere læse-, skrive- og regnefærdigheder end grundskole-niveauet.
Der er behov for, at skabe et samfund, hvor der er mulighed for, at alle mennesker kan få lov at bidrage med det de kan, og hvor alle har mulighed for at udvikle netop deres talent. Hvordan gør vi det?
De udenforstående strækker sig fra samfundets svageste til samfundets stærkeste og rigeste, som ikke føler, at de har eller kan få en reel mulighed for at udleve deres potentialer og styrker. De findes på tværs af køn, religion, etnicitet, arv og miljø, og vi har ikke råd til af lade deres potentialer gå tabt. Så hvordan får vi sat alle potentialer i spil – store og små – i Det ønskede Samfund? Hvad gør du for at det sker? Hvad kan vores politikere og alle de andre aktører i samfundet gøre?